mandag den 6. maj 2013

Simonsen:Tiberius tudefjæs laver muskler

Jeg mødte Tiberius Tudefjæs i efteråret. Han lå en dag i sin bog i min postkasse og bad om at komme med ind i stuen til mine drenge. Mine drenge på 4 år og 8 år tog heldigvis godt imod ham og nu er der dukket endnu en bog op. Den første bog handlede om at lyve og om hvor mange løgne man kan rode sig ud i, når først munden går i gang med at tale. Og om hvad der sker, når man lyver, også selvom det bare er fordi at sandheden gør lidt ondt. Du kan læse anmeldelsen af Tiberius Tudefjæs stikker en løgn her.

I den aktuelle bog laver Tiberius armbøjninger på gulvet på sit værelse. Han vil nemlig have store muskler, så han kan banke Per, William og Svend fra 5. klasse, som er møghamrende irriterende og som har lovet Tiberius bank. Tiberius ved godt at man ikke må slå. For det har far fortalt. Men det er nu alligevel sikrest at få lavet de muskler. Samme dag i skolen ventrer Tiberius på sine bank i et legehus. Døren åbner og han er klar på, at det er nu det sker! Men det er ikke de dumme drenge, der kommer ind. Det er lille, kvikke og bussemandspillende Jeppe. Som gerne vil være sammen med Tiberius. Drengene lister sammen væk, tager ud på eventyr der indebærer mødet med en storskægget inspektør, udstoppede fugle og pandekager.

Fra bogblogger.dk


Bjergfeldt:Børste -mus maven

Børste har mus i maven!
Bedstevennen Ludvig bliver fascineret af Fanny, den nye pige i klassen og det gør Børste slemt forvirret, for hvad er der så fantastisk ved Fanny?
Bare fordi hun er pæn og dygtig til at stå på skøjter og fortæller om sin mor der er en berømt sangerinde. Og inden længe er Børste blevet rigtig gal, for hun finder sig ikke i hvad som helst.

Børste søger trøst ved naboen Fru Potersen, der giver gode råd og en skulder at græde ud ved. Men allerhelst vil hun jo være sammen med Ludvig, med de sorte krøller og de karrygule øjne. Ludvig der smiler i den helt forkerte retning – hen mod Fanny!

Men da Børste finder ud af Fannys hemmeligheder, er der ingen grund til at være på krigsstien mere og der er fanofantastiske dage forude.

”Mus i maven” er en fin historie om venskaber og genkendelige følelser. Den egner sig godt til oplæsning eller til selvlæsning for de lidt sikrere læsere. Børste er skøn og prøver at finde ud af alle de følelser der rumsterer inde i hende. Hun forsøger at være sig selv, men også at være den, de andre kan lide, og det er en svær balancegang .
Her i huset er den læst op for en 7 årig dreng, der var meget glad for bogen, der er krydret med fine tegninger. Den giver anledning til mange småsnakke og spørgsmål under godnatlæsningen.

Bogen er anden bog i serien om Børste.
Fra Bogblogger.dk



Molly finder et spor


Fræk og klog

Fra æseløre.dk

Det er lige, hvad Jack Russel-terrieren Molly er. Og så har hun en god næse. Den leder hende tit på afveje, men engang imellem leder den hende også i den helt rigtige retning.

En dag er hun med tolderen Isak på arbejde. Og selvom hun ikke er en rigtig tolderhund som Mille, så er hun absolut ikke uden evner. For nogen har stjålet den sjældne gøgeurt, der gror på Peberholmen. Måske kan Molly finde den igen?



Hallberg:Sam og Sigge og ridderbrødrene

Sam og Sigge og ridderbrødrene, af Lin Hallberg

Fra Æseløre.dk




Et par fantasifulde brødre.

Erik og Simon elsker, når mor fortæller historier. Helst vil de høre historier, om noget de selv har oplevet. Som historien om dengang de var riddere og reddede et føl. Det var ikke nemt, for får spærrer vejen og føllet er bange. Men en ridder giver aldrig op.

Sam og Sigge og ridderbrødrene er en selvstændig historie bygget op over karaktererne fra den populære hesteserie Sigge.

Dette er en farverig billedbog, som er velegnet til både højtlæsning og selvstændig læsning. Den er lige så charmerende og sød som Sigge-bøgerne. Så er man til det univers, vil man med det samme elske Sam og Sigge og ridderbrødrene.


Christian Guldager:Skyworld

Skyworld, af Christian Guldager

fra Æseløre.dk



Let-læst action til drengene

Sirius er 13 år. Da vi møder ham første gang, er han slave på det flyvende fiskerskib Den Slatne Makrel. Han bliver brugt som levende lokkemad, så fiskerne kan fange fiskene. Det er en farlig tjans, og det er ikke uden grund, at Sirius hader fisk.

Men en dag biver fiskerskibet overmandet af himmepiraterne og fra den dag af, bliver Sirius´ liv forandret.

Eventyret i Himmelriget går ikke stille af sig. Her findes nemlig blodtørstige cyborg kannibaler, uhyggelige øglemænd og den onde konges flåde. Alt det må piraterne undvige, for at finde de 4 spor der skal lede dem til Humans maske.

Christian Guldager har skab en serie til drengene, hvor action og spænding driver historien frem.

fredag den 12. april 2013

Gotthardt: Elverfolkets skæbne

Fra bogblogger.dk

Peter Gotthardt: Elverfolkets skæbne; De jernklædte krigere
Skrevet af Jane Andersen den 10. april 2013 – 07:52Ingen kommentarer
Den flittige børnebogsforfatter Peter Gotthardt er endnu engang på banen med en ny selvlæsningsserie for fantasyinteresserede selvlæsere. Serien hedder Elverfolkets skæbne og der er planlagt 4 bøger i serien, hvoraf De jernklædte krigere er den første. Hvis du har læst andre af forfatterens børnebøger vil du kunne genkende nogle af elverne fra de andre bøger. Måske kender du allerede Følfod, Brombær og Hassel?

Elverfolkets skæbne er fortællingen om dengang en mægtig fjende kom til Elverlandet. Hans mision var at gøre alle elverne til sine slaver. Heldigvis er elvere modige, de finder sig ikke i hvad som helst og de er gode til at stå sammen. Så selvom Kong Stolt nærmer sig Dronning Ærenpris folk, giver de ikke uden videre op.

De jernklædte krigere er desværre lidt længere om at komme i gang end de andre bøger forfatteren har skrevet om elverne fra elverlandet. Det er som om at der er for meget dialog og for lidt action til at begynde med. Men hæng alligevel på! For spændingen stiger i takt med at elverne går i nærkamp med stålnæverne.

Bogen er ikke for sarte læsere, for der er brug for spyd, sværd og modighed. Både stålnævere og elvere mister livet og blodet flyder i det grønne græs. Om elverne slipper væk fra monstrene med hugtænder, de bidske øgler og de farlige stålnæver må du selv læse dig til. Bogens lixtal er 21 og den er fint illustreret af Jan Kjær.



Peter Gotthardt: Elverfolkets skæbne; De jernklædte krigere, Carlsens Stribede, 2013, 70 sider.

Profil

Skolebibliotekar og lærer på Kongeåskolen i Vamdrup siden .......(mere end 25 år)

  © Blogger template Webnolia by Ourblogtemplates.com 2009

Back to TOP